BABYELEFANTEN
Opråb til alle børne- og familieentertainere: Her er lige det helt særlige nummer du har ledt efter til fornyelse af din forestilling! 5 minutter god solid underholdning, der er let at bygge en god historie og præsentation op omkring.
Du viser en stor solid trækasse. På toppen af den er der printet DENMARK og på siden står der ZOO. Du fortæller, at den ved en fejl er havnet ved dig, og at du ikke helt ved hvad den indeholder. Men imens du snakker begynder det at lette på låget, og tilskuerne ser en snabel komme op! Børnene råber ivrigt, men inden du når at vende dig om, er snablen væk igen… Du formaner børnene om ikke at lave fis med dig, og fortsætter med at snakke. Det varer dog kun et øjeblik før du igen bliver afbrudt – nu er elefanten der igen! (Denne sekvens kan du udvide og fortsætte præcis så længe som det passer til dit temperament).
Til sidst opdager du elefanten, og du beslutter dig for at lave et tryllenummer sammen med den. Men først skal elefanten lige have noget af drikke. Så du tager et glas mælk, sætter et sugerør i det og når du holder det op til snablen, forsvinder mælken i glasset… Så til tryllenummeret. En tilskuer vælger et kort fra et spil hvorefter det blandes tilbage igen. Du lægger kortspillet ned i kassen. Elefantens snabel forsvinder et øjeblik, for derefter at dukke op igen med et kort – men desværre – det er ikke det rigtige… Du beder elefanten om at lede grundigere efter, og den forsvinder ned i kassen igen, hvorpå en kaskade af kort sprøjtes op af kassen! Herefter kommer snablen op igen – denne gang med tilskuerens valgte kort!
Du modtager en solid rekvisit udviklet og fremstillet af Frontier Magic i USA. Det hele fungerer elektronisk og snablen styres let med en remote-control. Hvis du optræder for mindre børn, kan du naturligvis bruge andet end spillekort – f.eks. kort med børnevenlige motiver.










