IMPONERENDE ILLUSIONER
Det er sjovt at trylle, men vigtigt at komme i gang på den helt rigtige måde. Forlaget Klematis har netop udgivet en ny serie med fire gode tryllebøger skrevet af Stephanie Turnbull – oversat til dansk med Steen Pegani som magisk konsulent. Bøgerne henvender sig til børn og unge imellem 9-14 år og er lige til at gå til, med let forståelig tekst og mange ledsagende illustrationer.
I denne bog finder du en række overraskende illusions-numre der vil snyde dine og tilskuernes sanser. Her kan du lære at bøje skeer ved “tankens kraft”, at forlænge din tommelfinger ud i det ekstreme, at få en bolle til at svæve frit i luften – og meget, meget mere.
Du lærer nogle af fagets hemmelige fiduser, lige fra illusioner med legemsdele til den oversavede dame. Undervejs er der portrætter af verdenskendte tryllekunstnere og tips til, hvordan din egen optræden bliver en succes. Med denne bog er du godt på vej til selv at blive en af magiens mestre.
32 sider – bogindbundet - ISBN 978-87-641-0680-0










