Vi kan trylle
Hurtig levering
Siden 1987
Bare spørg os

Qualatex Event i Horsens

Kærlighed og balloner...

Kom og vær med, når vi i vinterferien laver den vildeste ballonudsmykning i Bytorv Horsens. Lige op til valentine er temaet selvfølgelig... kærlighed!

I uge 7 har vi inviteret en af verdens skrappeste ballondekoratører - Fiona Fisher - tilbage til Danmark. Med base i Irland og Italien rejser hun over hele verden, hvor hun imponerer alle med sin kreative kunnen. Det var bl.a. Fiona, der for nogle år siden lavede en tro kopi af Titanic, ud af 14.000 balloner og hun var også kreativ tovholder og instruktør, da vi 2015 fastelavnsdekorerede hele Vestsjællandscentret med balloner!

Det er utroligt, hvad man kan med balloner…
Det vil du tydeligt kunne opleve, hvis du i vinterferien lægger vejen forbi Bytorv Horsens. I løbet af ugens to første dage, vil nogle af Danmarks dygtigste ballonartister skabe en gigantisk og imponerende ballondekoration, under det højaktuelle tema ”valentine”. Til at styre projektet er en af verdens dygtige ballondekoratører, Fiona Fisher, fløjet ind fra Irland. Fra mandag d. 12. februar kan man følge udviklingen fra den første pose med balloner åbnes, til den færdige ballondekoration er klar til fernisering på selve valentines dag, onsdag d. 14. februar. Efterfølgende vil dekorationen pryde centret ugen ud, hvorefter den fjernes – med et brag.

Centrets besøgende vil også selv kunne gøre forsøget med at vride balloner. Både mandag og tirsdag fra 11.00-15.00 vil der være mulighed for at besøge ballonværkstedet på 1. sal, hvor man med kyndig hjælp kan bygge sin egen flotte ballonfigur.

Onsdag d. 14. februar - på selve Valentines dag - bliver der på centertorvet mulighed for at købe flotte valentinesballoner med helium.

Vi har gjort det før...

Snedronningen og vinterdekoration i City Vest, Århus

Snedronningen og vinterdekoration i City Vest, Århus

Gigantisk fiskekutter af balloner i Esbjerg Storcenter

Gigantisk fiskekutter af balloner i Esbjerg Storcenter

Fastelavnsdekoration med 10.000 balloner i Vestsjællandscentret

Fastelavnsdekoration med 10.000 balloner i Vestsjællandscentret

Ballondekoration er populært
Mange tænker måske mest på balloner i forbindelse med nytår og børnefødselsdage. Men med de rette balloner og teknikker, kan man vride de mest utrolige ting. Flere vil nok under rejser have oplevet, hvordan man i lande som USA og England, har større tradition for at anvende balloner. Men lige som vi de senere år har importeret udenlandske traditioner som f.eks. halloween og valentine, opleves der også en stigende interesse for balloner i Danmark. Både til koncerter, receptioner, firmafester, tv-produktioner og andre festlige begivenheder, hvor der skal spilles på den wow-effekt, som balloner kan give.

Ved dekorationen vil der kun blive anvendt balloner af mærket Qualatex. Disse balloner er stærkere end andre balloner, og derfor særligt velegnet til dekoration. Desuden er de fri for skadelige stoffer, produceret med omtanke for miljøet og latexballonerne er biologisk nedbrydelige.

 

Kan man uddanne sig i balloner?
Ja – det kan man faktisk. De ballonkunstnere der kommer til Horsens i uge 7, har taget den internationale ”Certified Balloon Artist” uddannelse – i daglig tale kaldt CBA. Det er et selvstudie indenfor områder som design, symmetri, balance, farver, kompositioner, teknik og viden om materialer. Hvad er en triangulær farveskala? Hvad er komplementærfarven til gul? Hvornår skal man bruge luft i ballonerne og hvornår helium? Og mange flere af den slags spørgsmål, som man normalt ikke tænker på, hvis man bare skal puste tre balloner op til børnefødselsdagen.

For at kunne kalde sig Certified Balloon Artist, skal men bestå 3 skriftlige online-prøver og en 4 timers praktisk eksamen, hvor man foruden egne design med balloner skal kopiere 3 designs og redegøre for dele af teorien i et interview. Er du interesseret i at vide mere, så kontakt os gerne for yderligere information.

Har du lyst til at være med?
Alle sejl er sat til, for at gøre dette til noget helt særligt. Hvis du er interesseret i at lære mere om ballondekoration, er det her er en unik mulighed for at lære af en af de bedste, og samtidig få praktisk hands-on erfaring. Kontakt Bettina eller Steen Pegani og hør hvordan du kan komme med i dekorations-teamet.

Alt optaget - tak for interessen!
Der er nu desværre ikke flere pladser på dekorationsteamet, der tæller 10 dygtige ballondekoratører fra Danmark og Sverige. Men du er meget velkommen til at komme og kigge på og lade dig inspirere!

”Det her er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud på en aktivitet - og jeg har arbejdet med det her i snart 8 år.”

- Lisbeth Wilstrup, Center Marketing Manager, Vestsjællandscentret