Vi kan trylle
Hurtig levering
Siden 1987
Bare spørg os

Balloner og bæredygtighed

Bliv klogere på balloner

Hvad er en ballon lavet af?

Qualatex balloner er lavet af latex, der er et naturligt forekommende materiale. Latex er biologisk nedbrydeligt og nedbrydes ligeså hurtigt som et egeblad, under de samme betingelser i naturen. Når en ballon efter nogle dage bliver mat i overfladen, er det faktisk en del ad den naturlige nedbrydning. 

 

Hvor kommer latex fra? 

Latex er en tyktflydende, mælkelignende væske som tappes fra gummitræer (Hevea Brasiliensis). Man tapper latex ved at skære i barken og lade væsken dryppe ned i en beholder. Træerne tager ikke skade af aftapningen og et gummitræ kan producere latex i op til 40 år. Malaysia er verdens støste producent af latex.

 

Hvem opfandt balloner?

De første balloner så dagens lys i 1824, men latex ballonen, som vi kender den i dag, har kun eksisteret i ca. 85 år. Den amerikanske kemi-ingeniør Neil Tillotson tilskrives æren for opfindelse af ballonen.

 

Hvordan trykker man på en ballon? 

Når man trykker motiver på balloner, blæses ballonen først op. Derefter trylles på én eller flere sider og bagefter tørres ballonen ved svag varme. Dette får samtidig ballonen til at trække sig sammen, så man ikke kan se, at den har været blæst op. 

Du kan selv lave et sjovt lille forsøg med balloner: blæs en ballon op og luk luften ud igen, et par gange. Læg derefter ballonen på et stykke bagepapir i en ovn ved ca. 50 grader. Giv den et par minutter, men hold øje med den imens. Du vil nu se, at ballonen trækker sig sammen og vender tilbage til sit oprindelige udseende. 

Vil du have dit individuelle tryk på dine balloner, så kontakt os på tryl@pegani.dk


Hvilke balloner bruger man til ballondyr? 

Næsten alle ballonklovne og ballonartister anvender de lange tynde figurballoner. De hedder i fagsproget "260Q", hvilket fortæller noget om størrelsen på ballonen i oppustet tilstand. 2-tallet fortæller, at ballonen er to tommer bred (5 cm), 60 fortæller at ballonen er 60 tommer lang (150 cm) og Q står for Qualatex, der fremstiller disse specielle balloner. Ballondyr er altid populære. Alene i Danmark bliver der hvert år vredet over en halv million ballondyr! 

 

 

 

Hvorfor siger det BANG?

Når en ballon sprænger, er det ikke lufttrykket der giver braget!

Braget opstår fordi gummiet / latexen trækker sig sammen med en hastighed der er højere end lydens hastighed. Bragets størrelse afhænger af, hvor eget gummien er strukket og derfor kan en lille ballon ofte give et større brag end en stor. 

 

Hvordan svæver ballonerne?

Balloner svæver fordi de er fyldt med helium, der er lettere end luft. Helium er en ikke-brændbar, naturlig forekommende gas. Den er meget dyr at udvinde og i balloner bruges ikke 100% ren helium. Man anvender i stedet "ballongas", der er urenset helium. Latex balloner svæver ikke ligeså lang tid som folieballoner, fordi helium-molekylerne er så små, at de relativt hurtigt trænger ud gennem gummiet. 

Du kan både købe og leje helium ved Pegani. Læs mere HER

 

Kan man uddanne sig i balloner?

Der findes en international uddanelse som ballonartist. CBA står for "Certified Balloon Artist" og er en beskyttet titel. Uddannelsen består af 3 teoretiske prøver og en 4 timers praktisk prøve, hvor artisterne skal bevise deres viden indenfor design, kompotisition, farvesammensætning, forretningsforståelse og praktisk anvendelse af diverse teknikker.

Vores medarbejder Bettina har gennemført uddannelsen og du kan derfor trygt spørge os til råds, hvis du har spørgsmål. 

 

 

Hvor mange balloner skal der til, for at du kan flyve? 

Hvis du blæser en almindelig rund Qualatex ballon op med helium, så ballonen har en diameter på 27 cm, er den i stand til at løfte 9 gram. Så der skal en del balloner til at løfte et menneske.. Men hvis du drømmer om en flyvetur, under en buket af farvestrålende balloner skal du bruge. 

 

  • 2.223 balloner, hvis du vejer 20 kg - de fylder 31 m3
  • 3.334 balloner, hvis du vejer 30 kg - de fylder 47 m3
  • 4.445 balloner, hvis du vejer 40 kg - de fylder 63 m3
  • 5.556 balloner, hvis du vejer 50 kg - de fylder 78 m3
  • 6.667 balloner, hvis du vejer 60 kg - de fylder 94 m3
  • 7.778 balloner, hvis du vejer 70 kg - de fylder 110 m3

HUSK lidt ekstra balloner til at løfte vægten af de snore, som du binder fast i ballonerne :-) 

 

Hvad sker der med en ballon når den slippes fri? 

Når en latexballon er korrekt oppustet med helium og frigivet, bør den flyde til en højde på cirka 8 km. I denne højde får det lave lufttryk ballonen til at udvide sig, og den lave temperatur får ballonen til at fryse. Da ballonen bliver skør, kan den ikke udvide sig yderligere, hvorfor den springer og falder til jorden.

 

Hvad er forskellen på måden en plastik- og en latexballon nedbrydes i naturen?

Plast, som vi kender det, er generelt lavet af oliebaserede produkter, er stift og nedbrydes til mindre partikler på mellem 3-5 mm i størrelse. Naturgummi-latex-balloner går fuldstændig i opløsning og er elastomere, hvilket ikke giver anledning til de samme problemer som stift plast. Latexballoner vil gå i opløsning i løbet af 1-3 år, hvor plastik kan tage op mod 100 år.

 

Brug balloner ansvarligt 

Hjælp os venligst med at fremme en fortsat sjov og ansvarlig anvendelse af balloner.

Husk at enhver ballon der frigives i atmosfæren kan medføre unødig forurening. Hjælp os med at beskytte miljøet ved aldrig at frigive heliumballoner, og altid bortskaffe ballonerne, tilbehøret og enhver emballage ansvarligt.

Vi anbefaler, at alle brugte balloner "poppes” inden de bortskaffes på passende måde.

Ballontyper:

Balloner findes i mange størrelser, former, farver og materialer. Der findes balloner med tryk og balloner uden tryk. Der findes aflange balloner og runde balloner og hvilken type ballon du bruger, afhænger ofte af, hvad ballonen skal bruges til. Men de kan selvfølgelig også kombineres og supplere hinanden.

Her kan du læse om, hvilke typer balloner, der findes.

 

Helium eller luft i ballonen 

Balloner blæses normalt op med luft eller ballongas. Ballongas er helium, der ikke er 100% renset og derfor også består af andre (ufarlige) gasser. Ballongas kan ikke brænde og er ufarligt, når det anvendes korrekt. Rent helium er meget dyrt og derfor skal du bestille ballongas, hvis du vil have dine balloner til at svæve. Ballongas leveres i beholdere af varierende størrelse. Skal du ikke bruge så meget ballongas, er en engangsflaske måske løsningen. Du kan købe ballongas her.

 

Latex balloner

Den mest almindelige ballon er en rund ballon lavet af gummi (latex). De kan købes i mange forskellige størrelser og mange forskellige kvaliteter. Kvaliteten har betydning for holdbarheden. Og skal du fylde ballongas (helium) i dine balloner, er det særlig vigtigt at ballonen er af en god kvalitet. Den skal også have en vis størrelse for at kunne svæve og jo større ballonen er, des længere tid kan den svæve.

 

 

Folieballoner

En folieballon er lavet af en tynd metalfolie. Det er dem, som du kender fra f.eks. Tivoli, hvor de typisk sælges som store, farvestrålende figurer. Men du kan også købe folieballoner i andre former: runde, stjerne, firkantede, som tal eller som bogstaver. Folieballoner fyldes næsten altid med ballongas (helium).

Folieballoner kan holde sig svævende meget længere tid, end latex balloner. Når du skal blæse en folieballon op, er det vigtigt at du anvender det rigtige værktøj og at du ikke blæser den for meget op.

 

Chloroprene balloner

Chloroprene balloner er store (240 cm > diameter > 120 cm) runde balloner, lavet af en blanding af naturlig og syntetisk latex. Det gør ballonen ekstra holdbar og egnet til både indendørs og udendørs dekorationer, der skal holde mere, end et par dage. De kan blæses op med både luft og ballongas, eller eventuelt en blanding, hvis ballonerne ikke skal svæve så længe. Størrelsen af disse balloner betyder, at der kan være mange penge at spare på ballongas, ved at blande med f.eks. 40% luft.

 

Bubbles / plastikballoner

Bubbles er en forholdsvis ny type ballon, lavet af en elastisk plastik.

De kan holde formen (og svæve) meget længe, men kræver også særlig opmærksomhed, i forbindelse med opblæsningen. Ballonerne leveres i særlige pakninger og skal blæses op, senest 15 minutter efter, de er taget ud af pakningen. Kontakt os for yderligere information om Bubbles.

Hvor meget helium skal der til at fylde ballonerne?

Du kan finde en oversigt over balloner og svævetider her, hvor vi har udregnet ballongas mængden pr. ballon

Vi anbefaler Qualatex balloner, der både har en høj kvalitet og kan købes i mange størrelser, former og koordinerede farver.