Af Lone Wessel, direktør, Horsens Ny Teater og Steen Pegani, arrangør, iLLUS!ONS

Debatindlægget har været bragt i let forkortet udgave i Kulturmonitor
hvor der også gives 5 konkrete eksempler på, hvordan det sociale potentiale kan indfries.

Lyt også til K-Live på P1, hvor Dennis Beokow og Steen Pegani folder emnet ud.

Som Trivselskommissionens rapport fra februar satte en tydelig streg under, er der noget om snakken, når vi gennem flere år har talt om en trivselskrise blandt Danmarks børn og unge.

Det kniber med selvværdet, mange står uden for fællesskabet, og ensomheden er som naturlig konsekvens heraf udbredt.

I debatten om, hvordan vi kan komme trivselskrisen til livs, bliver kunsten og kulturen ofte fremstillet som om, den har næsten magiske kræfter.

Det er helt rimeligt. For kunsten og kulturen faciliterer nemlig fællesskaber, stimulerer forestillingsevnen, øger kreativiteten, viser nye måder at dygtiggøre sig på, giver byggeklodser til identitetsarbejdet og indbyder til refleksion.

Samtidig viser den også den enkelte, at man næppe er alene om at have de tanker og problemer, der kan gøre livet svært som barn og ung i dag.

Men der er en disciplin, der er stærkt overset i den offentlige debat om, hvordan kulturelle og kreative udfoldelser kan påvirke børn og unges trivsel i en positiv retning. Det er den disciplin, der netop er magisk: Nemlig trylleri.

Mange børn og unge efterlades på perronen

Det er så afgjort ikke et krav, at man skal døje med dårlig trivsel, før trylleri bliver interessant at beskæftige sig med. Disciplinen tiltrækker et væld af forskellige mennesker med alverdens motivationer for at blive en del af det magiske fællesskab.

Men for de børn og unge, der døjer med forskellige udfordringer på den trivselsmæssige front, rummer trylleri et socialt transformationspotentiale, som de færreste har blik for.

Hvor populært trylleri end er blevet at opleve i Danmark, ikke mindst takket være navne som Rune Klan, Jan Hellesøe og landets mange andre professionelle tryllekunstnere, bliver det stadig opfattet som et noget nørdet nicheunivers, når det kommer til selv at praktisere disciplinen.

Det bør vi få lavet om på.

Ikke bare for disciplinens skyld, men netop fordi, der er alt vundet ved at indfri trylleriets sociale transformationspotentiale.

Det bør først og fremmest ske ved at tilbyde flere børn og unge trylleri som et alternativ til eksempelvis sportsklubberne og musikundervisningen. I skolen, på bibliotekerne, i de kommunale tilbud og rundt om i landets mange foreninger.

Sport og musik er fritidsaktiviteter, som favner rigtig mange børn, hvilket i sig selv er fantastisk. Men de efterlader stadig en del børn og unge tilbage på perronen, hvis de hverken føler sig hjemme i idrætshallen eller med et musikinstrument i hånden.

Der er social kapital i at kunne trylle

Som tryllekunstneren David Tholander har udtrykt det: Noget af det vigtigste for børn og unge er at komme i kontakt med det, der får dem til at vibrere. Det, som giver én oplevelser, man ellers ikke ville have haft, og som introducerer én til mennesker, man ellers aldrig ville møde.

Det var sådan Tholander oplevede mødet med trylleriet som 10-årig, og i dag – tre årtier senere – er det stadig trylleriet, der får ham til at vibrere.

Det, der især kan fremkalde vibrationerne, er den position, man bliver placeret i, når man lærer at udføre et tryllenummer: Man lærer at gøre noget, som egentlig burde være umuligt.

Samtidig har man pludselig en hemmelighed: Man ved noget, som andre mennesker ikke ved, og man forstår noget, som de ikke forstår – og det frembringer positiv opmærksomhed fra dem. Fordi de underholdes, forundres og begejstres.

Det barn, der som 10-årige Tholander er til den generte side, får mulighed for at dele det, man kan, med en række vidt forskellige mennesker, som man ellers ikke ville have snakket med.

Det er en genvej til at skabe kontakt til andre mennesker – uanset om det er i frikvarteret, til familiefesten eller midt på gågaden. Med Tholanders ord er det en muskel, man kan træne, som reducerer genertheden og stiller én stærkere socialt.

Sagt med et moderne ord giver trylleriet ’empowerment’. Der er mærkbar social kapital i at kunne trylle, og det er en genvej til at blive bedre til at håndtere alverdens situationer, der involverer interaktioner med andre mennesker.

Adgangsbarrieren er desuden lav, for alle kan lære et simpelt trick. Lige så snart man kan et par stykker, begynder folk typisk også at spørge: ”Nå, har du lært nogen nye tricks?”

Med positiv respons og positive forventninger fra andre mennesker sættes det positive identitetsarbejde også i gang. Selvtilliden stiger, og inden længe er man måske kendt på skolen som ham eller hende, der kan trylle.

Et fællesskab uden hensyntagen til alder og køn

Hvis man gerne vil gå til fodbold, er der rigeligt med muligheder over det meste af landet, og det er ofte relativt nemt at opbygge et socialt fællesskab med sine holdkammerater.

Vil man gerne se en professionel kamp, er der heller ikke mangel på hverken fodboldhold eller stadions i Danmark, og det bugner med muligheder for at se fodbold på tv.

Sådan forholder det sig ikke i trylleriets verden. Det gør det sværere at finde et seriøst fællesskab med andre trylleinteresserede, og i starten er mange trylleinteresserede ofte lidt alene med sig selv og en bunke YouTube-videoer, mens de bliver klogere på trylleriets univers og diverse tricks.

Den gode nyhed er, at når først man forhåbentlig finder et fællesskab i den virkelige verden, så er der basis for, at det er et særligt stærkt et af slagsen.

Som det generelt gør sig gældende for nicheprægede interesser, så favner de fællesskaber, de afføder, også bredere. Hvis du elsker trylleri, bliver det underordnet, om de andre i fællesskabet er jævnaldrende og hvilket køn de har.

De demografiske skel, der eksempelvis dominerer inden for fodboldverdenen, hvor man hurtigt bliver inddelt efter alder og køn, findes ganske enkelt ikke i trylleriets verden.

Det samme gør sig gældende for mange af de såkaldt socioøkonomiske skel, der også har det med at sørge for, at store dele af befolkningen sjældent tilbringer tid i selskab med mennesker, der kommer fra andre sociale lag end én selv.

Dennis Beokow tryllede sig ud af sin negative sociale arv

Tryllekunstneren Dennis Beokow er et af de absolut bedste eksempler i verden på trylleriets sociale transformationspotentiale. En traumatisk barndom med en pillemisbrugende mor og en voldelig far førte Beokow ind i et kriminelt bandemiljø.

Da han en dag indså, at han ville ende i spjældet – eller det, der var værre – besluttede han sig for at lade trylleriet blive hans værktøj til én gang for alle at bryde den negative sociale arv.

Trylleriet havde han haft inde på livet siden barndommen via sin morfar, og det var hans intense fokus på trylleriet, der i mange år lod Beokow flygte mentalt fra virkelighedens hårde kår.

Det lykkedes ham at slippe ud af bandemiljøet, og Beokow kastede sig over en uddannelse som pædagog og fokuserede så meget på at dygtiggøre sig inden for trylleri, at han i dag er en af Danmarks allerbedste tryllekunstnere.

Efter forskellige kunstnernavne og et klassisk tryllekunstnerjakkesæt optræder han i dag som sig selv – i eget navn og iklædt tøj, der hverken skjuler hans fortid eller de mange tatoveringer, han fik dengang.

Beokow optræder i dag i mange utraditionelle sammenhænge og har blandt andet bragt trylleriet i spil i regi af Bo Trivsel, som er et kontor for den boligsociale indsats i Horsens, og i et ungdomsfængsel. I selskab med generte piger, drenge uden selvtillid og barske kriminelle har han gang på gang oplevet trylleriets evne til at få paraderne ned og klikedannelsen til at smuldre.

En stærkt underudnyttet ressource

Trylleri er ikke ene om at have et stærkt socialt transformationspotentiale. Der er alverdens former for discipliner og fritidsinteresser, der kan få det til at vibrere i børn og unge, sådan som det gjorde i David Tholander, og som kan give dem forhøjet selvtillid, en styrket identitet og evnen til at møde verden med oprejst pande.

Men der er ingen tvivl om, at trylleriets potentiale i denne sammenhæng er en stærkt underudnyttet ressource, som vi har alle gode grunde til at tappe mere ind i – hos alle former for aktører, institutioner og offentlige instanser, der kæmper for at komme trivselskrisen til livs.

Når tryllefestivalen iLLUS!ONS finder sted i uge 42 i Horsens er forhåbningen selvfølgelig heller ikke kun, at vi skaber en masse magisk underholdning for publikum.

Det allermest magiske ville netop kunne ske i kroppen hos nogle af de mange børn og unge, der møder trylleriet rundt omkring i byen i løbet af ugen.

Måske nogle af dem fornemmer, at der her er et univers, de kan føle sig hjemme i på en måde, de aldrig har oplevet før. Måske det lige så stille begynder at vibrere inden i de børn og unge, der til hverdag har det knapt så godt.

Så opstår den virkelige magi: Nemlig det første, vigtige skridt på rejsen mod et liv, der kan blive lidt lettere og lidt sjovere.