En klassiker vender tilbage: The Original Raven
The Raven har en særlig plads i Peganis historie. Vi fik den første gang på hylden tilbage i 1994 – som varenummer 190 – og i de følgende årtier solgte vi hundredvis af dem. Effekten blev en moderne klassiker i trylleverdenen, ikke mindst efter at David Blaine brugte den i sin første TV-special Street Magic.
I nogle år har vi ikke haft The Raven i sortimentet, men forespørgslerne er blevet ved med at komme. Derfor er den nu tilbage, så en ny generation af tryllekunstnere kan få glæde af dette enkle og meget effektive hjælpemiddel, der opererer helt skjult for publikum.
Du viser en mønt og lægger den f.eks. i hånden eller på en tilskuers hånd. Med åbne fingre fører du langsomt den anden hånd hen over mønten – og i samme øjeblik forsvinder den for øjnene af tilskueren! Ingen hurtige eller mistænkelige bevægelser, og hænderne kan straks vises tomme.
Det er selvfølgelig ikke kun mønter, der kan forsvinde. The Raven kan bruges til både fremtrylninger, forvandlinger og forsvindinger af forskellige mindre genstande. En mønt kan skifte til en anden, en almindelig mønt kan blive til en miniaturemønt, og princippet åbner også muligheder med bl.a. sedler, tændstikæsker og spillekort.
En af de ting, der gjorde The Raven så populær, er kombinationen af et meget rent visuelt resultat og en metode, der ikke kræver avanceret fingerfærdighed. Den kræver naturligvis lidt øvelse, før bevægelser og timing sidder naturligt, men selve princippet gør det meste af arbejdet.
Og ja – den kan også bruges i korte ærmer.
Dette er den originale The Raven. En lille moderne klassiker, som efter nogle års fravær igen har fået varenummer 190 på hylden hos Pegani. Kommer med udførlig engelsk videoinstruktion.